At bo i en mindre, beboerdrevet andelsforening er noget særligt. En stor del af andelshaverne har boet i foreningen mange år, og mange griller om sommeren, drikker kaffe på pladsen om efteråret eller har børn, der leger sammen.
Man lægger mærke til hinanden, og det giver et særligt fællesskab. Samtidig stiller det krav til beboerne om at tage et medansvar for foreningen – og for at medvirke til, at foreningen er et godt sted at bo.
At tage medansvar indebærer fx, at man ind imellem stiller op til tillidshverv – som bestyrelsesmedlem, vicevært, varmemester eller medlem af festudvalget. At man møder op til pligtarbejde og tager sin tørn sammen med naboerne. Og at man respekterer de regler omkring al det praktiske, som foreningens beboere i fællesskab har vedtaget.